Traumeinformeret kropsterapi
Kroppen husker langt mere, end vi har ord for og ofte minder om. Kroppen er samtidigt langt mere intelligent og resilient, end vi ofte antager. Traumeinformeret Kropsterapi tilbyder en nervesystemsorienteret tilgang til at understøtte kroppens bevægelse tilbage mod trivsel, fleksibilitet, tryghed, regulering og ro. En gradvis hjemvenden til kroppen, til at lære den at kende indefra som anker, kompas og samarbejdspartner.
I sin grundform er “traumer” indstillinger eller prægninger i nervesystemet og bindevævet, som har indlejret sig som respons og reaktion på oplevede omstændigheder. Fra vores første kontakt med verden former og tilpasser vi os helt ned på vævsplan i en bestræbelse efter overlevelse, tryghed, trivsel og at høre til - spænder op og giver efter, beskytter os selv efter bedste evne. Erfaringerne ligger ikke som ord og fortællinger, men som spændinger, begrænsninger, holdemønstre, stemninger, handlemåder, strategier og måder at være i verden på. Den intelligens rummer både et udviklingspotentiale af dimensioner, men kan samtidig være en kilde til begrænsninger, spændninger og smerter (fysisk, psykisk og emotionelt). Prægningerne fandt vej ind som et sundt og nødvendigt respons på noget, som skete engang, men kan begrænse vores frihed og fleksibilitet til at være i verden, som vi gerne vil nu. De bliver det filter, vi ser og oplever verden igennem - fortiden farver nutiden.
Men selvom vi bærer prægninger med os, er de hverken statiske eller deterministiske - tværtimod er de foranderlige, når vi får skabt de rigtige omstændigheder for os. Arbejdet med traumer handler i min optik derfor ikke om at fikse, fjerne, forløse eller forbigå det der føles svært eller ubehageligt, men mere om gradvist at oparbejde kapaciteten til at være mere nærværende i vores krop med den palette af følelser og fornemmelser, det indebærer. Både det svære og det smukke. Det handler om at begynde at lytte til den information, kroppen giver og følge den intelligens tilbage til et sted, hvor vi kan være i verden med lidt mere plads, lidt mere frihed og bevægelighed til at være os selv. Hvor kroppen ikke behøver holde på sig selv og vores handlinger ikke dikteres af gamle mønstre og forsvar. Hvor de over tid bliver mindre nødvendige.
Traumer begrænser, men rummer altså samtidigt et udviklingspotentiale af dimensioner - de er retningsgivende til en version af os, som bestod før vi måtte tilpasse os.
TIK tilbyder en nænsom og nervesystemsorienteret tilgang til at undersøge og arbejde med de prægninger, som har taget bolig i kroppens lag. Et rum hvor vi sammen udforsker kroppens terræn, hukommelse og viden - en hånd i ryggen til at opdyrke det ressourcefulde, til at besøge det der larmer fra et tilpas trygt udgangspunkt, til at genforhandle indstillingerne, så vi kan bevæge os mere fleksibelt gennem livets bølgegange. Her sammenvæves samtale og somatisk (krops)terapi med afsæt i en grundlæggende forståelse af, at kroppen er - og at forandring sker, når vi får skabt rammerne til at lytte til og følge den information.
En session foregår med tøj på og starter som udgangspunkt ud med en kort samtale, som danner grundlaget for tid på briks efterfølgende. Sessionen formes og udfoldes i dialog og samspil, hvor du inviteres til at lægge mærke til informationen fra kroppen undervejs. Ikke to mennesker er ens og det samme gør sig gældende med de kropsterapeutiske sessioner.
Kroppen vil os det bedste. Vi har bare alle sommetider brug for en hånd i ryggen til at lytte til den information <3
Har du afklarende spørgsmål, er du altid velkommen til at række ud her.
Aflysningspolitik
Livet har sine bølgegange (læs: shit happens) og sommetider nødvendiggør de skift, at vi må aflyse en session
Afbud som sker tidligere end 24 timer før din sessions starttidspunkt kan tilbagebetales. Aflyses senere end 24 timer før starttidspunktet eller ved no-show refunderes sessionens pris ikke
Kærligst, Thit